Brunello di Montalcino numero tre er en ældre 2006’er fra vinhuset La Colombina, der ligger ved byen Castelnuovo dell’Abate omkring 7-8 kilometer syd for Montalcino.
La Colombina – eller helt korrekt La Colombina di Caselli Anna Maria – er en nyere vingård, der er grundlagt i 1997 af Fabrizio Pecciarini sammen med faderen og vinmageren Alamiro Pecciarini. Tidligere havde vingården været en ganske traditionel vingård med olivenlunde, græsarealer og en smule vinstokke, men efter købet er det hele omlagt til vinproduktion.
Fabrizio Pecciarini har samlet 3 hektar vinmarker og laver derfra 5 forskellige vine, herunder altså denne Brunello di Montalcino, som han lavede første gang i 1998.
Vinen er selvfølgelig 100% Sangiovese, som er vinificeret på rustfrie ståltanke, hvorefter den lagrer 30-40 måneder i små egefade og efter aftapning på yderligere 8-10 måneder på flaske.
I næsen er der nu for alvor alder på, men det bliver dog ikke den lette, lyse og modne frugt, som dominerer. I stedet er det en mørk og lettere overmoden frugt, som giver nogle aromaer af portvin eller sherry og en lidt woody aka eget duft. Det bliver lidt mulle og mangler helt klart elegance.
Der er imidlertid et godt bid i frugten, som er lys og syrlig, men igen med små træk af noget gammelt. Der er læder, blomster, blommer og en stor moden saftighed, men jeg kom aldrig op at ringe over denne Brunello di Montalcino.
Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 295 kr.